By eller vand?

De fleste som skulle have været ude og rejse denne sommer, er nok blevet hjemme i Danmark. Enten fordi rejsebureauet selv har aflyst rejsen, eller fordi man simpelthen har valgt, at man ikke vil rejse til udlandet. Jeg selv skulle have været til Rom tidligere på sommeren, men her blev rejsen aflyst fra flyselskabets side, hvilket bestemt ikke gjorde noget. For ingen af os, som skulle have været afsted sammen på rejsen, ville have haft lyst til at rejse ud, når Covid19-pandemien var igang. Og da slet ikke til Rom!

Dertil skal det siges, at det at tage ud og rejse i år, næppe er, som det plejer. Alene det faktum, at man skal have mundbind på flere steder gør, at det er uvante situationer. Dog synes jeg, at det er rigtigt godt, at mundbind er påkrævet mange steder inklusiv lufthavnen og i flyet. Man kan ligeså godt gøre det, når det er, man skal sidde tæt i så mange timer. Jeg håber, at smittetrykket ikke stiger ovenpå sommeren.